HISTORIE

FRESE & SØNNER er oprindelig en glarmestervirksomhed, som blev grundlagt i 1905 af glarmester Lauritz Frese efter, at han havde rejst rundt i Europa i adskillige år som naver. Det nuværende domicil blev købt i 1914 og facaden/indretningen er fra 1918. Frederiksberg Kommune gjorde i 1990'erne facaden bevaringsværdig.

Forretningen blev i 1940'erne udvidet med sønnerne Mogens og Jørgen Frese, der ud over glarmestervirksomheden med virke inden for moderne glaskunst, også specialiserede sig inden for billedrammer.

Virksomheden blev i midten af 1980'erne overtaget af Lars Frese, som tredie generation, der yderligere satte fokus på udviklingen af rammehåndværket. I 2001 blev afdelingen for moderne glaskunst definitivt lukket for at give mulighed for kun at arbejde som klassisk og utraditionel rammemager, således at virksomheden i dag omfatter alle former for håndlavede rammer, som spænder fra klassiske profiler til profiler tegnet af danske arkitekter, designere og kunstnere. Foruden håndlavede rammer dækker sortimentet også et stort udvalg af fabrikslister og metalrammer.

I 2004 etablerede vi et moderne snedkeri, som producerer de fleste af vores rammelister samt kvalitetsblindrammer.

Vi har sidste år udvidet med en afdeling for professionelle Fine Art Prints, som laves på vores Epson Stylus Pro 11880. For at kunne levere den bedste kvalitet inden for fotoprints bygger vi vores egne farveprofiler til de valgte papirtyper.

Sidste skud på stammen er en udvidelse med maskiner til professionel opklæbning. Disse opgaver har vi hidtil fået udført ude af huset, men vi har nu mulighed for at tilbyde denne service til vores kunder, og der igennem gøre vores virksomhed i stand til at udføre alle opgaver i højeste kvalitet.

De mange års erfaring inden for kunst- og udstillingsbranchen samt Danmarks største udvalg i rammer gør os i stand til at løse alle opgaver fra enkelte feriebilleder og udstillingsplakater til hele galleriudstilling og vigtige historiske museumsbilleder. Kundegruppen dækker private, kunstnere, gallerier, museer og offentlige institutioner.

 
Powered by Webtimizer © | Forside | Sitemap | Kontakt